Weekendavisen, 27. oktober 2017
******* ******** ********
Weekendavisen, 1. december 2017
Weekendavisen, 20. jan 2018
iPad-illusionen
Af MARKUS BERNSEN
Folkeskolen har købt computere, iPads og interaktive tavler, men det lader til, at den teknologiske
oprustning først lige er begyndt. Københavns Kommune har lanceret en app, som forældre blandt andet
kan bruge til at melde deres børn syge, og til foråret søsætter samme kommune en »digital
læringsplatform«, som mere end 40.000 elever og lærere fremover skal logge på for at lave lektier og
rette opgaver. Rundt om i landet er 55 andre kommuner ved at købe lignende platforme.
Det hedder sig, at skærme og platforme både gør det sjovere at gå i skole og skal vænne børnene til et
arbejdsliv, som forventes at blive tilbragt i lignende omgivelser. Danmark regnes allerede for at være
et af verdens mest digitaliserede lande, men regeringen bestiller rapporter og laver strategier,
nedsætter råd og paneler, der skal trække kabler gennem uddannelsessystemet og få det hele til at køre
endnu hurtigere.
Men der er noget, som ikke hænger sammen. Videnskaben tegner et andet billede af teknologien end det,
man kan læse om i ministeriernes anbefalinger. Spørger man forskerne, har de sjældent noget pænt at
sige om iPads og computere i skolen. Og endnu værre: Lytter man godt efter, lyder danske politikere og
embedsmænd foruroligende meget som lederne af de teknologivirksomheder, der tjener penge på
digitaliseringen. Omtrent sådan fremstår Jesper Balslevs foreløbige konklusion, efter at han har
tygget sig igennem indtil videre 125 rapporter, som er udgivet af internationale institutter og danske
ministerier, kommuner, styrelser og tænketanke siden år 2000. De har titler som »Inspiration til
it-didaktisk og innovativ undervisning« (Danmarks Evalueringsinstitut) eller »Styrk
uddannelseskvaliteten gennem digitale læringsteknologier« (Tænketanken DEA).
Balslev underviser til daglig på Københavns Erhvervsakademi og er halvvejs med sin ph.d.-afhandling
ved RUC, der skal afleveres i 2019. Han kalder opkoblingen af det danske undervisningssystem for »en
kæmpestor skandale«:
»Man har skabt en illusion af, at hvis børn bliver storforbrugere af teknologi, så får de også
nogle bestemte kompetencer,« siger han. »Det har betydet, at hele uddannelsessystemet er blevet
plastret til med læringsteknologi, som der simpelthen ikke er videnskabeligt grundlag for at indføre.
I nogle tilfælde er der endda en klart dokumenteret negativ effekt, men der findes ikke forskning, som
siger, at digitalisering hjælper på indlæring. Det er utroligt, at alle de embedsmænd og politikere,
der beskæftiger sig med det her, har kunnet omgå pædagogisk forskning på den måde.«
Begejstringen for digital undervisning trækker lange spor. Jesper Balslev mener at kunne spore den
til amerikanske teknologivirksomheders tænketanke og globale organisationer som Verdensbanken og G7.
Herfra finder den vej til danske konsulenter, Danmarks Evalueringsinstitut, Dansk
Akkrediteringsinstitution og videre ud til ministerier, kommuner og skoler. I dag har alle danske
ministerier en digitaliseringsplan, og især på uddannelsesområdet produceres et betydeligt antal
rapporter og strategipapirer om fordelene.
»Det er en losseplads,« siger Balslev. »Ofte er det ubrugelige rapporter, som har taget den
akademiske form som gidsel, men som ikke indeholder skyggen af dokumentation. Tit refererer de til
hinanden og henter belæg hos hinanden, og de indeholder altid floromvundne passager om, at man ikke
skal holde op med at digitalisere, bare fordi man ikke opnår resultater, fordi der altid er en masse
potentiale. Det virker, som om rapporterne skal have en vis længde, og hvis man ikke kan fylde dem med
evidens, så kan man altid fylde dem med potentiale. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at hvis det
var så selvindlysende, at digital teknologi var godt for uddannelse, behøvede man måske ikke skrive så
mange rapporter for at overbevise folk om det.«
Sidste år udgav OECD en rapport, der gav anledning til at trække i bremsen. Den viste, at de lande, der
har brugt flest penge på at digitalisere deres skoler, også har set det største fald i elevernes
færdigheder i læsning og matematik. De børn, der tilbragte mest tid bag deres computere, var også de
fagligt svageste. »Virkeligheden i vores skoler halter betydeligt efter teknologiens løfter,« lød
konklusionen.
Sammenhængen mellem koncentrationsvanskeligheder og brug af computere, mobiltelefoner og iPads kan heller
ikke længere ignoreres, mener Jesper Balslev. Alligevel har embedsværket stadig held med at gøre det.
»Hvis man digitaliserede efter de samme principper, som man bruger til at anlægge motorveje, ville det
se helt anderledes ud,« siger han. »Så ville man lave prognoser og evalueringer og sørge for, at man
justerede sine investeringer i forhold til det, man fik ud af dem. Men af en eller anden grund gælder
der andre regler for det digitale. Her er rationalet, at hvis digitaliseringen ikke virker, er det
omverdenens skyld, fordi folk hænger fast i fortiden og ikke er parate til at blive digitaliseret. Man
taler om det digitale som en naturkraft, som blæser ind over os, og hvis der er noget, som ikke
virker, som det skal, må det være vores egen skyld. Som regel er løsningen endnu mere digitalisering.
Det svarer til, at man bygger en motorvej mere, fordi den første ikke blev brugt nok. Der skal hele
tiden tilføjes mere, og man gentager de samme løfter med nye typer teknologi. Om lidt skal de stakkels
skolelærere ud og købe virtual reality-briller i stedet for interaktive tavler, og om nogle år er det
hologramprojektorer eller noget andet, som der heller ikke er evidens for. Det er virkelig fascinerende,
når man tænker over det: Der har været forskning på det her område i 30 år, men alligevel bilder vi
os ind, at det digitale har en natur, hvor vores viden hele tiden forældes, så alle mener, at de er
nødt til at starte forfra med noget nyt.«
Logikken smuldrer
Jesper Balslev kan sagtens følge tankegangen. Den 47-årige forsker var i ni år medejer af et firma, der
blandt andet lavede hjemmesider til kunder som Undervisningsministeriet, dagbladet Politiken, partiet
Venstre og Københavns Kommune.
»Jeg var også sådan én, der mente, at folk var dumme, hvis de ikke kunne se potentialet,« siger han. Men
da Balslev begyndte at undervise, kom han til at interessere sig for ideologien bag den
teknologibegejstring, som er blevet så udbredt i de seneste år. »Helt banalt prøver jeg at læse så mange
politiske rapporter om digitalisering, som det kan lade sig gøre, og kortlægge deres argumenter,
« siger han. »Hvad er det egentlig, man taler om i det offentlige, når man taler om digitalisering? Hvad er det,
man siger, det digitale kan?«
Underholde, lyder et almindeligt svar – i rapporterne omtales børn og unge ofte som »digitale indfødte«,
der ville kede sig, hvis undervisningen ikke foregik på en skærm. Man taler også om, at digital
undervisning bedre kan tilpasses den enkelte elev og børn med særlige vanskeligheder. Jesper Balslev køber
det ikke: »Som om børns hjerner i dag fungerer anderledes end før,« siger han. »Eller som om deres
lærere ville stå og føre en monolog hen over hovederne på dem, hvis de ikke havde iPads. Spørg en hvilken
som helst lærer, og de vil sige, at de i forvejen bruger masser af tid på at differentiere deres
undervisning.«
Dykker man længere ned i de offentlige rapporter, begynder logikken at smuldre. Digitaliseringen skifter betydning
fra afsnit til afsnit og bliver tilskrevet nogle værdier, som er i konflikt med hinanden, forklarer Balslev:
»I mange rapporter kan man finde en industriel logik, som handler om, at digitalisering giver en masse
data, som embedsmænd kan bruge til at dreje hurtigere og mere præcist på knapperne. For eksempel kan
skoler hurtigt se, om en elev klarer sig dårligt i bestemte fag, når undervisningen foregår digitalt. Men
man kan også finde argumenter om, at det digitale gør børn mere kreative, fordi de kan lave deres egne
film og musik på computeren. Og så bliver internettet også tit fremstillet som en demokratisk samarbejdsplatform,
et stort forsamlingshus med inklusion, ligeværd, solidaritet og så videre. Her bruger
man venstreorienterede plusord som ’revolution’, ’forandring’ og ’ildsjæle’. Det er Alternativets
(det politiske parti, red .) version; forestillingen om, at der i det virtuelle rum er plads til os alle.«
Han fortsætter: »Når man kommer ind til kernen af det her, er det en masse menneskelige håb, drømme og
længsler, som er klasket sammen i forestillingen om det digitale. Vi ved ikke rigtig, hvad det er, vi
snakker om. Ingen af rapporterne tør sige, hvad de mener med digitalisering, eller hvordan man skal
gribe det an. I stedet bliver det op til den enkelte skoleleder eller kommunaldirektør at finde ud
af det.«
Politisk filterboble
En tanke dukkede op, mens Jesper Balslev læste videnskabelige artikler om de koncentrationsproblemer, som et stigende antal lærere og forældre bekymrer
sig for: Måske har ikke kun vores børn, men også vores embedsværk svært ved at fokusere?
»Hvad nu, hvis de embedsmænd og konsulenter, der sidder og skriver de her rapporter om digitalisering, er lige så distraherede? De er sikkert dygtige og
samvittighedsfulde, men måske bruger de primært Google til at finde nye oplysninger, og der finder de det samme materiale fra de samme tænketanke,
som præsenterer den samme rosenrøde vision om teknologien. Hvis embedsværket ikke søger andre steder, fører det til en slags copy paste-politik, og
det tror jeg, er en af grundene til, at det er så nemt at lave de her rapporter. Jeg tror, at hvis man bruger Google til at finde viden om indlæring og
digitalisering, vil man kun finde fordele ved at bruge teknologi. Man bliver hjulpet til at komme med anbefalinger af det digitale – i øvrigt af de samme
virksomheder, der har en økonomisk interesse i at promovere løsningerne. De tyske didaktikere, vi har bygget vores uddannelsessystem op omkring, er
ikke ret synlige på Google. I gamle dage skulle man i det mindste ringe ud til Danmarks Pædagogiske Universitet og høre, hvad de mente om sagen, og
alene under det telefonopkald har der garanteret åbenbaret sig mere viden, end der gør nu.«
Fænomenet har et navn: filterboble. I teorien giver internettet og digitale medier os adgang til en mangfoldighed af ny viden, men i praksis sørger snedige
algoritmer for, at vi bliver præsenteret for samme oplysninger igen og igen. Vi lukkes inde i en boble, som bliver mindre og mørkere, jo mere vi bruger
teknologien. Filterbobler er kendt for at opstå gennem søgetjenester som Google og sociale medier som Facebook, og ifølge Jesper Balslev kan de have l
ukket sig om Christiansborg og landets offentlige kontorer: »Måske forekommer alt det, vi anklager børn og teenagere for, i lige så høj grad i det politiske
system.«
Weekendavisen, 15. juni 2018
Weekendavisen, 22. juni 2018
Weekendavisen, 29. juni 2018
Weekendavisen, 13. juli 2018
Weekendavisen, 10. august 2018
Weekendavisen, 4. januar 2019
Weekendavisen, 11. januar 2019
Weekendavisen, 25. januar 2019
Weekendavisen, 8. februar 2019
Weekendavisen, 29. maj 2019
Weekendavisen, 7. juni 2019
Weekendavisen, 27. december 2019
Information, 20. jan 2019
Folkeskolen skal forberede eleverne til at blive aktive demokratiske samfundsborgere i det danske folkestyre.
Det står der i folkeskolelovens formålsparagraf. Derfor skal eleverne lære at skaffe sig viden, så de som voksne
kan handle på et oplyst grundlag, når de stemmer, følger med i medierne eller på anden måde er politisk aktive.
Læsning er nøglen til læring. Kan man læse, kan man tilegne sig viden og blive klogere på tilværelsen.
Forskning viser, at papir fortsat er det foretrukne medie, hvis man skal læse længere tekster, især når det drejer
sig om dybere forståelse og vidensopbygning. Læsning af længere tekster er nødvendigt for udvikling af
færdig-
heder som koncentration, udbygning af ordforråd og hukommelse.Men skærmlæsning er fortsat i vækst,
selv om pædagoger og forskere erkender, at skærmmediet ikke er velegnet til fordybelse.
Digital læsning duer ikke
»Vi lever i en tid med stadig hurtigere og mere gennemgribende digitalisering,« siger forskningsleder for det
fireårige forskningsprojekt E-READ, Theresa Schilhab.
Over de seneste fire år har omkring 200 akademikere og videnskabsfolk inden for læsning, forlagspraksis og
litteraturvidenskab fra hele Europa undersøgt digitaliseringens indflydelse på læsning og læsepraksisser.
En af undersøgelsens konklusioner er, at undervisere skal gøres bevidste om, at den hastige udskiftning af
trykte materialer, papir og blyanter med digitale teknologier i grundskolen ikke er neutrale. Udskiftningen
kan medføre et fald i udviklingen af børns læseforståelse og deres begyndende kritiske tænkning.
Der er ingen
undersøgelser eller forskningsresultater, der viser, at en iPad fremmer læseforståelsen. Alligevel bruger eksempelvis
Rudersdal Kommune tocifrede millionbeløb på at digitalisere deres folkeskoler. Selv i de mindste klasser får børnene
en kommunal iPad.
I rapporten ’Børns læsning 2017 – En kvantitativ undersøgelse af børns læse- og medievaner i fritiden’ fra Nationalt
videncenter for læremidler er en af konklusionerne, at læsning fortsat er »en afgørende grundkompetence i forhold
til børns læring og udvikling, og når de seneste PISA-undersøgelser viser, at omkring 15 procent af de danske elever
har meget svage læsefærdigheder, vækker det bekymring«.
Men teknologifikserede embedsmænd og politikere har alligevel stadig fokus på at digitalisere folkeskolen i stedet
for at holde fokus på udviklingen af børnenes læsefærdigheder. Det efterlader lærerne med et krav om at lære børnene
at bruge den nye teknologi, som mange af lærerne måske ikke selv hverken bruger eller forstår.
I Rudersdal Kommune
havde forvaltningen udarbejdet en farvestrålende, men meget luftig brochure, som stort set uden dokumentation
og analyse dannede grundlaget for den store satsning på digitale medier.
Digitale medier forstyrrer
Mens børn og unge bruger stadigt mere tid på digitale medier, bruger de mindre tid på at læse bøger. Og der er en klar
sammenhæng mellem de to tendenser, viser den førnævnte undersøgelse fra 2017:
»Det er tydeligt, at der sker et markant fald i børns boglæsning mellem 5. og 6. klasse og så igen mellem 6.
og 7. klas-
se. Her har børnene nået en alder, hvor deres brug af sociale og digitale medier stiger markant. Det giver sandsynligvis
mindre tid til fritidslæsning,« siger Stine Reinholdt Hansen, der står bag undersøgelsen.
Men det er denne udvikling
, som skolevæsenet i eksempelvis Rudersdal understøtter.
I undersøgelsen af børns læsning fra Nationalt videncenter
erfor læremidler er børnene blevet spurgt, hvor ofte de læser forskellige tekster på digitale medier. Den type tekster
, de oftest læser, er beskeder på telefon, PC og tablet. 70 procent af både drenge og piger læser den type tekster hver dag.
Websider fundet via søgetjenester som Google, Wikipedia eller Facebook (som regel korte synspunkter uden egentlig
argumentation) læses også ofte. 50 procent af alle læser sådanne tekster næsten hver dag og 71 procent mindst flere
gange om ugen. Lydbøger og netaviser høres eller læses af de færreste. Henholdsvis 83 procent og 84 procent hører
eller læser sjældent eller aldrig denne type tekster. E-bøger og blogs er heller ikke så populære. 79 procent af alle børn
svarer, at de sjældent eller aldrig læser e-bøger, mens kun ti procent læser e-bøger mindst flere gange om ugen. Uha
, der tabte jeg nok en del læsere, dem der ikke er vant til at læse tekster med mange tal, og derfor går uden om den slags
information. Det er en af konsekvenserne af deres manglende læsefærdighed.
Truer demokratiet
Så nåede jeg frem til min pointe. Brug af iPads – både i skolen og i fritiden – tager tid fra læsning af trykte materialer
og fra brug af papir og blyanter. Konsekvensen er stadig dårligere læsefærdigheder, som ikke bliver kompenseret af
øget skærmlæsning, der ifølge utallige undersøgelser bruges mere overfladisk og slet ikke egner sig
til dybdelæsning,
vidensopbygning og lange tekster.
Mads Meier Jæger, professor i sociologi ved Københavns Universitet, fortæller i en
artikel i Kristeligt Dagblad, at »hver femte dansker læser aldrig bøger«. Jæger fastslår også, at hans forskning ret entydigt
viser, at boglæsning – især af faglitteratur – er en vigtig del af, hvad man kunne kalde en samlet livsstilspakke. En pakke,
som sikrer, at man får kontrol over sit liv og kommer til at ligge højt i det sociale hierarki.
Måske endnu væsentligere,
så svækker utilstrækkelige læsefærdigheder vores evner til at deltage i den demokratiske proces, som primært bygger på,
at vi kan tilegne os den viden, der er grundlaget for vores deltagelse i demokratiet.
De digitaliseringsbegejstrede politikere
i Rudersdal og mange andre kommuner bærer derfor et stort ansvar for at understøtte en negativ udvikling, som svækker
befolkningens læsefærdighed.
Skal vi så skrotte alle skolernes iPads og tablets?
Nej, selvfølgelig ikke, men de bør først anvendes, når børnene har opnået en tilfredsstillende læsefærdighed.
Folkeskolen
skulle gerne udvikle unge, der magter mere end at læse tweets fra verdens mægtigste mand. Trump og udviklingen i ameri-
kansk politik er et meget dårligt forbillede. Men som med så meget andet kommer den udvikling nok også til at påvirke
Danmark, hvis politikerne og folkeskolen ikke stopper deres blinde tro på digitaliseringens vidunderlige egenskaber.
Spørgsmålet er, om der mon nogensinde ligger en bog på præsident Trumps natbord.
Weekendavisen, 27. marts 2020
Weekendavisen, 26. juni 2020
